torsdag den 16. maj 2013

Dansk Kvindesamfunds humorforladte ansigt


Søndag bragte Berlingske (kræver abonnement) og BT (fri adgang) en iøjnefaldende artikel som med en overdreven politisk korrekthed stempler folk med satirisk humor, til kvindehadere. Et puritansk korstog som i mine øjne gør mere langt mere skade end gavn, for den reelle kvindekamp.
Plat grov satire - eller kvindehadsk billedmateriale?
Jeg ville aldrig selv dele den offentligt - men platheden bringer
et smil frem, ligesom vi ser i stand-up og tv-serier.

Jeg vil gå så langt at sige, at Dansk Kvindesamfund stiller sig op på en piedestal som kan sammenlignes med de hysteriske muslimer, som under Muhammedkrisen verden over gik til angreb på danske institutioner, fordi JP tillod sig at printe en flok satiriske tegninger. Omend man bestride deres egentlige satiriske indhold.
Men sagen er den, at der nok mere er tale om, at jo mere kvindefjendsk humor vi finder i privatsfæren og på internettet, jo mindre kvindehad finder vi ude i virkeligheden.

Hvad de ikke forstår
Hvad der måske ikke er Dansk Kvindesamfund bekendt, så er det sådan at humor er en uhyre mangfoldig størrelse. Den findes i alle mulige afskygninger – og heriblandt også under formen satire. Dansk Kvindesamfund er tilsyneladende ubekendt med denne type, så lad mig illustrere med et par eksempler på populære tv-programmer og standuppere der konstant rammer både majoriteter og minoriteter med grov satire.
South Park, Family Guy, Little Britain, Langt fra Las Vegas, Klovn, Christian Fuhlendorff, Gilbert Gottfried, Comedy Central Roasted, osv osv. (se videoer nederst i indlægget)
Fælles for disse er, at de går langt over stregen. De spiller på den politiske korrekthed, som vi gudskelov tager på os i det offentlige rum. I dette let betændte rum, hvor vi opholder os det meste af tiden, påtager vi os et høflighedskodeks for at vise respekt over for vores medmennesker. Vi kalder ikke hinanden for grimme navne, og siger undskyld når vi uintenderet kommer til at såre andre mennesker omkring deres seksualitet, sprog, religion, køn, vægt, udseende osv.
Det fungerer rigtigt godt. Men samtidigt åbner dette høflighedskodeks på alle mulige måder op for et rum for humoren, hvor det som oftest er overraskelsens element der får os til at grine. Dette sker eksempelvis når vi ser folk der falder og slår sig, når vi ser flok der træder i en lort, som vi ser i falden-på-halen-humoren, eller når vi læser vittigheder om grupper mennesker af den ene og anden slags, som vi ser i satiren.
Nogle vil finde det grænseoverskridende at se videoer med folk der falder og slår sig, mens andre finder det som lårklaskende sjovt. Nogle vil finde det grænseoverskridende at vi kan gøre grin med eksempelvis etniske minoriteter, mens andre (ofte også minoriteterne selv), finder det hylende morsomt.

Vi respekterer kvindekønnet mere end nogensinde før
I disse moderne tider hvor vi lever i et meget pluralistisk samfund hvor vi skal tage hensyn til alle mulige afskygninger af grupper, er det derfor befriende at have internettet, hvor vi for en stund kan træde ud af det betændte rum, og forholde på en mere afslappet måde på alle de ting, som vi i dagligdagen forsøger at vise hensyn til. Internettet giver samtidigt rum for en masse kreative indslag, hvor man kan blande alle mulige typer medier og formater og prøve satiren af. Nogle lykkedes bedre end andre.
Når vi derved læser vittigheder, eller ser nogle af de førnævnte tv-serier hvor der gøres grin med blandt andre muslimer, jøder, kvinder, dværge, handicappede, børn og bøsser, betyder det altså ikke, at vi hader dem.
Tværtimod er det bekymrende, hvis der er grupper der skal have særlige rettigheder, og ikke tåler satiriske udfald, uanset hvor tåbelige de måtte være. Og netop i kraft af, at vi i dagligdagen viser en så enorm respekt for hinanden, bliver der netop rum for angrebene på den udfordrende politiske korrekthed, som vi ser i satiren. Heriblandt ikke mindst over for kvindekønnet.
Det er en skam at Dansk Kvindesamfund ikke fatter dette, og ikke selv begynder at omfavne humoren, når den i virkeligheden er et tegn på, at kvinderne aldrig har været mere inkluderet og respekteret.
Her er et par andre stødende satiriske indslag, som øvrige diverse støtteforeninger kan gå efter, hvis Legos tilfældigvis reklamerer på YouTube eller Facebook, mens de bliver vist... 

Christian Fuhlendorff om dværge

Gilbert Gottfried om incest


fredag den 10. maj 2013

Sci-fi sommer!


Skulle sommeren blive typisk dansk, så vil der over de våde dage være rig mulighed for at se nogle spændende sci-fi’s i biograferne. Jeg har bidt mærke i en del titler efterhånden – og det er alle sammen stort opsatte blockbusters, der ser lovende ud. Der har allerede været et par stykker der har haft premiere her op til sommeren – og de har fået forholdsvist gode anmeldelser. Her tænker jeg på Oblivion og Iron Man 3.
Hvorfor sommeren byder på så mange sci-fi’s ved jeg ikke, men jeg glæder mig til at se om følgende film leverer varen;

Star Trek Into Darkness
I 2009 lykkedes det for første gang nogensinde at løfte Star Trek op som en biograffilm der rent faktisk var værd at betale penge for at se – og ikke bare et billigt spin-off fra serien. Filmen var en slags prequel til selve rumrejsen, hvor vi møder Captain Kirk og Spock i deres unge år. I Star Trek Into Darkness har de stadigvæk ikke forladt jorden – men er begyndt at flyve i Enterprise. Det gør de i starten af juni.

Man of Steel 
Endnu et reboot af Superman! Trailerne ser umanerligt gode ud. Man har åbenbart besluttet sig at lave en mere ”realistisk” udgave af Superman ligesom man har gjort med Batman- og Spidermanfilmene. Og det lykkedes rimeligt godt. Man of Steel kommer i biograferne midt juni.

After Earth
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal vente mig af After Earth som rammer biograferne i slutningen af juni. Will Smith plejer at levere nogle solide sci-fi's, men filmens instruktør M. Night Shyamalan har ikke været god med de seneste film. Tværtom er han gået fra stjernerne mod de rådne tomater. Jeg håber han får et solidt comeback. Filmen ser spænende ud.  

World War Z
Bygget på en populær bog om hvordan verden vil reagere på en zombieinvasion, finder World War Z sted i en not-so-distant future. Filmens trailer ser fed ud – og så har den Brad Pitt i hovedrollen. Zombierne opfører sig desuden mere intelligent (og skræmmende) end vi er vant til at se i sådanne film. Jeg glæder mig til midten af juli.

Pacific Rim
Filmen handler om en flok mennesker der skal slås mod gigantiske rummonstre.  Heldigvis foregår udspiller det sig i fremtiden, så vi har lært at bygge gigantiske robotter, så vi kan slå igen. Pacific Rim er instrueret af Guillermo del Toro, og han plejer ikke at skuffe. Midten af juli lander den i biograferne.

The Wolverine
I slutningen af juli skal Hugh Jackman endnu engang træde i ulvekostumet og spille Wolverine i The Wolverine. Det gør han for gud ved hvilken gang. Men alle gangene han har gjort det, har det været solide action/adventure/sci-fi film. Så jeg håber den kan leve op til de forrige. Ulven hyler i slutningen af juli.

Elysium 
I 2009 fik instruktøren Neill Blomkamp et gennembrud med den Sydafrikanske kultfilm, District 9. Nu er han hentet til Hollywood hvor han har fået et stort budget til at hente blandt andet Matt Damon og Jodi Foster til rollelisten. Filmen foregår i 2154 og ligner noget man har set før. Men jeg er spændt på om han kan levere varen! Filmen hedder Elysium og vises i midten af august. 

fredag den 22. marts 2013

Så vis dog tillid til universitetet, Trine Pertou Mach!

Lørdag bragte Politiken en historie om, at SDU knægtede ytringsfriheden ved at lade den Israelske ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, nægte at diskutere med Israel-kritiske modstandere i en konference om perspektiverne for en to-statsløsning mellem Israel og Palæstina.

Som jeg redegør for her, så er det ikke tilfældet.

Oprindeligt var Palæstinas repræsentant i Danmark, Amro Al-Hourani inviteret til at deltage i en debat sammen med den israelske ambassadør. Desforuden blev en lang række danske folketingspolitikere inviteret.

Desværre lykkedes det ikke at finde en egnet repræsentant fra den palæstinensiske side, og derfor valgte vi at strikke konferencen sammen med tre professorer, samt Arthur Avnon.

Mandag skrev Trine Pertou Mach i et læserbrev til Politiken, at ambassadøren afviste at diskutere med hende.

Det har hun helt ret i, og det kom også bag på os, at ambassadøren afviste. Men ud fra de kriterier vi havde aftalt, så var han i sin fulde ret til at stille sig på bagbenene. Derfor valgte vi Pertou Mach fra. Jeg er meget ked af, at jeg satte Pertou Mach og Avnon i den situation.
Pertou Mach skrev følgende i Politiken.
”Du fik chancen for at tale for en forsamling af studerende sammen med en repræsentant fra det danske civilsamfund. Vise at du turde stå på mål for dit lands handlinger også i en offentlig debat, hvor du ville blive udfordret.”
Herefter stillede Pertou Mach en lang række kritiskpunkter op, som ambassadøren ikke fik hørt fra hende. Heriblandt Israels manglende villighed til at stoppe bosættelserne, den hårde behandling af palæstinenserne i Gaza, overdrevne brug af magt og krænkelser af menneskerettighederne.

Men Pertou Mach overdriver sin egen rolle, og forsøger at slå plat på sagen.

Universiteterne er og har altid været den ypperste højborg for frie tanker og idéer. Samtidigt er universiteterne også befolket af kongerigets skarpeste hjerner, hvor forskellige modsætninger mødes i dialog og debat.

Til den nu vellykkede konference var afsat over halvanden time, hvor tilhørerne fik mulighed for frit at komme med spørgsmål og kommentarer til ambassadøren. Ligeledes var ambassadøren flankeret af to dygtige universitetsprofessorer, som selvfølgelig også gjorde sit, for at skabe en sund, fri og åben debat. 

At et universitet, af den ene eller anden grund, stiller op med kun én repræsentant fra et politisk spektrum er på ingen måder sjældent. Og at et andet lands ambassadør ikke stiller op til debat mod gud og hver en mand, er også kun rimeligt. At jeg som medarrangør ikke håndterede programplanlægningen og kommunikationen bedre, er selvfølgelig ærgerligt.

Ambassadøren blev som forventet også grillet på bedste akademiske vis, og der står næppe nogle tilhørere tilbage, som føler, at der ikke var tale om en sund og demokratisk debat, hvor alle synspunkter blev hørt. Også selvom Trine Pertou Mach ikke var til stede.

Det hører sig ikke til at underminere et universitets demokratiske rolle og vogter af ytringsfriheden, ved at tage det som gidsel i en politisk kamp om opmærksomhed.

tirsdag den 19. marts 2013

Dementi. Brok. Tak.


Dette indlæg repræsenterer kun mine egne synspunkter, omkring en historie fra Politiken i lørdags.

Jeg havde samme dag "fornøjelsen" af at være i TV2 News, hvor jeg skulle forholde mig til historien.

Desværre overholdte TV2 ikke aftalen om, at jeg lige ville blive ringet op og briefet kort før interviewet. Af f.eks. længde og indhold. Jeg kom bare direkte på.

Jeg skulle forholde mig til en anklage fra Pertou Mach, som mildest talt, er en ikke-historie.
Udsendelsen og Pertou Machs anklage i Politiken, forsøgte at tegne et billede af, at den israelske ambassadør har haft lov til at diktere hvilke gæster, der kunne komme til en konference jeg var medarrangør af, mandag d. 18. marts.

Ingen hold i anklagerne

Det er noget vrøvl. Som forelagt i Politiken, og som jeg forsøgte at formidle i interviewet, så har ambassadøren ikke haft mulighed for at udelukke kritiske røster. Ambassadøren sagde ja til at deltage under nogle forudsætninger, vi gav ham, og hvis de forudsætninger ændrer sig, har han lov at takke nej til personligt at deltage. Derfor fravalgte vi Pertou Mach.

Havde vi fået repræsentanten fra det palæstinensiske selvstyre til at deltage, som desværre ikke havde mulighed dette, så havde han haft samme muligheder for at takke nej til deltagelse, hvis vi ændrede i programmet.

Man kan set i bagklogskabens ulideligt klare lys, selvfølgelig diskutere, om det er en særlig begavet måde, at sammensætte et program på, men det er god skik, at man tager individuelle hensyn i konferenceplanlægning. Selvfølgelig uden at man går på kompromis med hensynet til en fri og åben akademisk debat. 


En af vores oprindelige deltagere inviterede af egen drift og med de bedste hensigter, formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed. Desværre skete der det, at der stærkt beklageligt blev meldt ud via en mail fra vores side af, at ambassadøren havde sagt nej til at debattere med Fathi. Det havde ambassadøren ikke. Ambassadøren sagde ja, da han blev nævnt. Denne misforståelse beklager jeg dybt over for både Fathi og ambassadøren.

Jeg ringede dagen efter deltageren op, for at beklage at vi havde givet forkert information, og for at understrege, at ambassadøren ikke havde afvist Fathi. Hvorfor der kommer en historie ud af det, er mig en gåde.

At vi alligevel ikke valgte at invitere Fathi, skyldtes at han ikke ville passe ind i vores program. Vi forsøgte at invitere relevante folketingspolitikere til konferencen, men fik desværre over 20 afvisninger, heriblandt fra venstreorienterede politikere, med blandt andet tilknytning til Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk-Palæstinensisk  Venskabsforening.

Grundløse konspirationer

Fathi El-Abed har siden artiklen været ude med grundløse beskyldninger på Facebook, som har været offentligt tilgængelige. Fathi antyder, at jeg skulle have en skjult agenda, med baggrund i mine politiske overbevisninger som ”ultra-liberal og stærk højreorienteret student”, samt læser af Den Korte Avis.

Jeg står gerne ved, at jeg er liberal, og tilmed også højreorienteret. I kraft af, at jeg er liberal, har jeg derfor også en meget stor sympati for palæstinenserne, ligesom jeg langt hen ad vejen er enig med John J. Mearsheimer og Stephen Walt, som i bogen, The Israel Lobby and US Foreign Policy (i øvrigt stærkt anbefalelsesværdig), dokumenterer den israelske lobbys indflydelse, ligesom den til slut anbefaler USA at ’normalisere’ sit forhold til Israel. Mine primære nyhedskilder er The Economist, P1 Orientering, DR2 Deadline, og så især Politikens og Berlingskes hjemmesider. Jeg læser stort set aldrig Den Korte Avis.

Uddrag
Uddrag

Uddrag






Jeg skal selvfølgelig beklage over for Fathi, at det ikke fremgår klart af diverse sociale medier, hvad jeg læser og ikke læser, og hvor jeg står politisk og akademisk i forhold til konflikten. Derfor har Fathi naturligvis været i sin gode ret til at konspirere løs (læs: sarkasme).

Udover Fathi, har jeg fået mange andre henvendelser. De fleste har dog været rimelige og sobre, få har været grimme og personlige.

En skjult dagsorden?

At Pertou Mach og Fathi gik til Politiken uden at kontakte mig for at få misforståelserne af vejen, og sidenhen gentog historien i TV2 News, på trods af min afvisning i Politiken, er dybt beklageligt.

Jeg vil nødigt belære voksne mennesker om, hvordan man bør behandle andre, men jeg er opdraget således, at man bør tage kontakt til folk, ved uoverensstemmelser eller utilfredshed.

Men sådan er Pertou Mach og Fathi tilsyneladende ikke opdraget. 

Der var på ingen måde tale om, at ambassadøren havde mulighed for at diktere konferencen, eller knægte ytringsfriheden.

Som planlagt var der over en times åben debat, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål og debattere med blandt andre ambassadøren. Hvem fra publikum der fik mulighed for at stille spørgsmål og fremsætte kommentarer, havde ambassadøren absolut ingen indflydelse på.

Tak!


Jeg håber, at alle deltagere følte, at konferencen forløb forbilledligt efter demokratiske principper, og at der på ingen måde var tale om en ”biased” begivenhed.

Jeg sætter for øvrigt meget stor pris på den opbakning jeg har fået blandt venner og bekendte, samt både ansatte på Institut for Statskundskab, og rektor på SDU, Jens Oddershede.

For mig, har det virket som om, at Trine Pertou Mach og Fathi El-Abed forsøgte at bruge en lille forening drevet af frivillige og engagerede unge studerende, som et nemt og billigt kneb til at kritisere Israels ambassadør ud fra en klar ikke-historie.

Måske mit godmodige smånaive fynske sind kommer til kort her, men man bør forvente en bedre opførsel, fra to voksne mennesker.



tirsdag den 16. oktober 2012

Valget afgøres i nat



I nat går det løs!

Natten til onsdag kl. 3 dansk tid sker sidste og afgørende slag i kampen om Det Hvide Hus. Den sidste debat omhandler kun udenrigspolitik, og vil derfor næppe betyde det store, da dette valg handler om økonomien og intet andet.

Første debat blev vundet overbevisende af en veloplagt Mitt Romney, der mødte en underlig træt og tvær Obama, som indtil da, førte markant i meningsmålingerne

Dette vil næppe gentage sig i nattens debat (som kan ses her), hvor præsidenten har mulighed for at sætte sig igennem og stoppe Romneys momentum, som han har haft siden sidste debat.

Romney har langsomt ædt sig ind på flere af svingstaterne og mangler i flere af staterne kun ganske få procentpoint i meningsmålingerne, for at stå lige med Obama på selve valgdagen, som kan kan tegne sig til at blive overraskende spændende, hvis Romney-kampagnen holder sit momentum helt til 6. november.

Nattens debat vil finde sted i populært format kaldet Townhall meeting, hvor en række ubesluttede vælgere vil have mulighed for at stille kandidaterne spørgsmål. Kandidaterne er udvalgt af Gallup, og det giver en lidt mere dynamisk debat, da kandidaterne kommer til at stå ansigt til ansigt over for nogle af de middelklassevælgere, som de begge kæmper så indædt for.

Det er tidligere set, at en sådan debatform kan være særdeles skadelig, hvis man møder uforberedt op. I 1992 lykkedes det Clinton, at slå Bush og Perrot i en 3-mands duel, hvor Bush blandt andet tabte fælt i en af TV-debatterne, hvor han ikke koncentrerede sig om debatten og i øvrigt virkede stærkt uengageret. Blandt andet kiggede han på sit ur gentagne under debatten, og forstod ikke tilhørernes spørgsmål.


It's the economy, stupid!

I det ene ringhjørne... 

Romney er en omvandrende PR-katastrofe. Han har gentangne gange dummet sig fælt i fortalelser og selvmodsigelser. Han har igen og igen malet et billede af sig selv, som en mand der ikke kunne være længere væk fra middelklassen. YouTube flyder over med videoer der bekræfter dette i stribevis af tåkrummende øjeblikke, som får en til at undre sig over, hvordan han dog er kommet så langt.

I nattens debat, er Romney uden tvivl sin egen værste modstander. Kan Romney virke nogenlunde sympatisk, og tale direkte til vælgerne uden at virke distanceret, så har han en god chance for at matche Obama, som uden tvivl vil møde frisk og veloplagt op til denne debat. Men et match er næppe nok. Romney skal vinde debatten i samme stil som sidst. Og det bliver svært.


Her er et lille udsnit af nogle af Romneys katastrofer

I det andet ringhjørne...

Obama har meget at miste i denne debat, men har alle kort på hånden til at vinde ligeså stort, som han tabte i første debat.

Obama har det som Romney ikke har. Han kan tale til manden på gaden, uden det virker påtaget og unaturligt pinligt. Det er utvivlsomt en kæmpe fordel i sådan en debatform. Samtidigt har Obama også et arsenal af skyts, som han, måske ganske klogeligt, ikke benyttede sig af i første debat.

I vicepræsidentdebatten tog Joe Biden lystigt for sig af arsenalet, og fyrede løs af mod Paul Ryan, som til tider så rigtig skidt ud. Men Ryan fik afværget et klart nederlag, primært takket været Bidens egen besynderlige facon, hvor han virkede overlegen arrogant mod underdoggen Ryan.

Bidens fortrukne ansigtsudtryk i VP-debatten
Ikke desto mindre, så bør Obama bruge samme stærke virkemidler mod Romney. Han bør blandt andet udtvære Romneys i hans eklatante 47%-fortalelse, og stille krav om åbenhed af Romneys  skatte- og jobplan. Han bør desuden også hamre mod Romney i hans hule kritik af udenrigspolitikken, hvor de to i virkeligheden er relativt ens, mest af alt fordi Romney reelt set ikke har nogle klare alternativer. Obama kan desuden trække dybt i sækken af Romney flip-flops, hvor han med rig lejlighed kan citere mange af de modsætninger han har sat op for sig selv. Her er nogle af de seneste.

Og måske vigtigst af alt, så bør Obama bruge sin person og vise sympati og indlevelse hos townhall-mødets deltagere, i et niveau Romney aldrig nogensinde vil kunne nå.

Personligt glæder jeg mig enormt meget til debatten, fordi jeg håber Romney kan trodse forventningerne, og overraske endnu engang. 

Men Obama er forberedt denne gang, og vil uden tvivl smide fløjlshandskerne og kaste alt ind i forsøget på at misdiskreditere Romney.

Og meget skal gå galt, hvis det ikke lykkedes.

tirsdag den 11. september 2012

Den amerikanske valgkamp 2012




Dækningen af præsidentvalget i USA er ganske omfattende, men billedet der tegnes har ikke altid været særligt retvisende.

Ofte tager aviserne friheder, vi også så under valgkampen herhjemme sidste år, som betyder, at der skal meget lidt til før man udpeger en given valgkamp til at blive tæt. Ofte har danske aviser peget på nationale meningsmålinger der viser dødt løb i USA, men disse meningsmålinger er ligegyldige i den forstand, at USA valgsystem er sådan skruet sammen, at hver stat udgør en række samlede mandater, som tilsammen skal give 270 mandater, for at man retmæssigt kan kalde sig præsident.

Eksempelvis giver svingstaterne Ohio, Iowa, Florida, North Carolina henholdsvis 18, 6, 29 og 15 mandater hver. Vinderen af staten tager alle mandaterne til den samlede pulje.

Og med det in mente, så fører Obama komfortabelt, og har gjort det lige siden, at det stod klart at Mitt Romney blev hans modstander. Ganske rigtigt har Romney op til republikanernes parti-konvent haft vind i sejlene og haft held til at æde ind på nogle af de stater der tegner til at afgøre valget, men langt fra i sådan en grad, at man kan tale om, at der har været dødt løb, som masser af aviser ellers har tegnet et billede af herhjemme.

Ønsker man at få et reelt billede af valgets gang vil jeg derfor anbefale Huffington Post’s Election Dashboard, som er et interaktivt kort over stillingen imellem de to kandidater i de enkelte stater. De bygger deres projektion på valgets udfald, via vægtede meningsmålinger for de enkelte stater. Herhjemme kender vi sådanne målinger fra professor Søren Risbjerg Thomsen fra altinget.dk, hvis prognoser op til valget i 2011 viste sig at være uhyre præcise.

Har Romney overhovedet en chance?

Som vi kan se på grafikken, så er det trods alt lykkedes Romney at hente en anelse ind på Obama.

Ser vi på en række andre interessante målinger, er der også opløftende nyt for Romney lejren. En undersøgelsen foretaget af The Economist/You Gov har vist sig, at kun 35% af demokratiske vælgere er entusiastisk omkring at stemme, mod 50% af republikanerne. Særligt kvinder, unge og minoriteter er tilbageholdene. Denne gruppe var netop fundamentet for Obamas sejr i 2008. Obama fundraisede også langt flere penge end McCain i 2008, takket været mange små donationer, netop bidraget fra disse grupper. Meget tyder på, at denne fordel er forduftet. Begge kandidater fundraiser i dag omtrent lige meget.

Netop mobiliteten er en altafgørende faktor i amerikansk politik. Hvis den klare føring Obama har i meningsmålingerne, i især svingstaterne bliver undermineret af, at vælgerne udebliver, ja så kan det for alvor blive tæt.

Og med tre meget vigtige TV-debatter i oktober, og en tilsyneladende stagneret arbejdsløshed, som Romney utvivlsomt vil hamre ned på, da Obama hidtil ikke har givet mange konkrete bud på hvordan han vil bekæmpe, ja så kan det stadigvæk nå at vende.

Men det kræver en uhyrlig effektiv republikansk kampagne, og en defensiv og svag Obama.

(Update: 12. september. Jeg er blevet gjort opmærksom på denne artikel fra Daily Beast, som også meget godt ridser situationen op. Foreløbigt står Romney til at tabe. Stort.)

Jeg vil forøvrigt anbefale http://www.realclearpolitics.com/ som løbende opdaterer de forskellige institutters meningsmålinger, samt giver nyheder om valget som sådan.  

onsdag den 18. april 2012

Hvad øjnene ikke ser



Greenpeace har netop søsat en kampagne der skal opfordre Apple, Google og Amazon til at gøre internettet mere grønt.

De skriver;
Vær med til at gøre internettet grønt
De gigantiske datacentre, der bruges, når du og andre mennesker verden over gemmer, deler og sender billeder, e-mails, musik og videoer, har et af de hurtigst voksende behov for energi i verden. Hver dag bliver der udledt tonsvis af drivhusgasser fra de kulkraftværker, der holder internettet kørende.
Her føler man sig fristet til at spørge, hvad der egentligt foregår i hovederne på de ellers velmenende folk fra Greenpeace.

Jeg vil mene, at man med klar og utvetydig sikkerhed kan sige, at internettet ER grønt, og at det bedste Greenpeace kunne gøre for miljøet i denne sammenhæng, er at hjælpe til, at flere får adgang til dette. Men det kan vel ikke overraske, at organisationen ingen forståelse har for cost/benefit. Det er jo kapitalistisk at tænke sådan.

I ren og skær refleksion så tænker jeg, at internettet sparer os for:

Millioner af træer og CO2, da emails i høj grad erstatter breve, ligesom e-bøger og online dokumenter erstatter fysiske bøger og dokumenter. Tunge telefonbøger synger også deres sidste vers. Store fysiske arkiver er også unødvendige i dag. Stort set al data kan i dag gemmes på et par få harddiske - eller et par datacentre - som man forøvrigt ofte bygger i kolde egne, netop af hensyn til miljøet (og prisen).

Uendeligt meget CO2 på personlig transport, da folk kan bestille varer over internettet, i stedet for at rejse langt efter bestemte typer varer, men kan bestille dem via webshop. Det meste administration kan i høj grad også klares over nettet i dag. Selv-medicinering og lægekonsultationer sker i højere grad også i dag via nettet.

Megen underholdning og kommunikation kan i dag også klares over internettet. Film, musik og samtaler sparer os for både transporttid og produktion af medier, da det ikke længere er nødvendigt at transportere sig fra A til B.

På sigt vil internettet også kunne hjælpe os til at bruge energi mere intelligent. En mere effektiv udnyttelse af energinettet, hvor overskud af eksempelvis vindmølleenergi bruges når det bedst kan betale sig, kan ikke ske uden internettet.

En rapport fra 1999 pegede også på de energieffektiviseringfordele, som USA ville få ved internettet. Rapporten tager slet ikke højde for alle de miljømæssige fordele der siden er kommet, især for forbrugerne.

Nu er jeg ikke videnskabsmand. Og jeg har ikke gået miljømæssige fordele og ulemper ved internettet igennem.

Men det tvivler jeg også på Greenpeace har gjort.

*dioter.