Hvad øjnene ikke ser

Greenpeace har netop søsat en kampagne der skal opfordre Apple, Google og Amazon til at gøre internettet mere grønt.

De skriver;

Vær med til at gøre internettet grønt

De gigantiske datacentre, der bruges, når du og andre mennesker verden over gemmer, deler og sender billeder, e-mails, musik og videoer, har et af de hurtigst voksende behov for energi i verden. Hver dag bliver der udledt tonsvis af drivhusgasser fra de kulkraftværker, der holder internettet kørende.

Her føler man sig fristet til at spørge, hvad der egentligt foregår i hovederne på de ellers velmenende folk fra Greenpeace.

Jeg vil mene, at man med klar og utvetydig sikkerhed kan sige, at internettet ER grønt, og at det bedste Greenpeace kunne gøre for miljøet i denne sammenhæng, er at hjælpe til, at flere får adgang til dette. Men det kan vel ikke overraske, at organisationen ingen forståelse har for cost/benefit. Det er jo kapitalistisk at tænke sådan.

I ren og skær refleksion så tænker jeg, at internettet sparer os for:

Millioner af træer og CO2, da emails i høj grad erstatter breve, ligesom e-bøger og online dokumenter erstatter fysiske bøger og dokumenter. Tunge telefonbøger synger også deres sidste vers. Store fysiske arkiver er også unødvendige i dag. Stort set al data kan i dag gemmes på et par få harddiske - eller et par datacentre - som man forøvrigt ofte bygger i kolde egne, netop af hensyn til miljøet (og prisen).

Uendeligt meget CO2 på personlig transport, da folk kan bestille varer over internettet, i stedet for at rejse langt efter bestemte typer varer, men kan bestille dem via webshop. Det meste administration kan i høj grad også klares over nettet i dag. Selv-medicinering og lægekonsultationer sker i højere grad også i dag via nettet.

Megen underholdning og kommunikation kan i dag også klares over internettet. Film, musik og samtaler sparer os for både transporttid og produktion af medier, da det ikke længere er nødvendigt at transportere sig fra A til B.

På sigt vil internettet også kunne hjælpe os til at bruge energi mere intelligent. En mere effektiv udnyttelse af energinettet, hvor overskud af eksempelvis vindmølleenergi bruges når det bedst kan betale sig, kan ikke ske uden internettet.

En rapport fra 1999 pegede også på de energieffektiviseringfordele, som USA ville få ved internettet. Rapporten tager slet ikke højde for alle de miljømæssige fordele der siden er kommet, især for forbrugerne.

Nu er jeg ikke videnskabsmand. Og jeg har ikke gået miljømæssige fordele og ulemper ved internettet igennem.

Men det tvivler jeg også på Greenpeace har gjort.

*dioter.

Tweet

Ugebladet A4: De rigeste skal betale mere

En undersøgelse fra Ugebrevet A4, som jævnligt forsøger at sætte dagsordenen med forskellige policy-analyser og meningsmålinger, forsøgte i går at tegne et billede af danskerne ønsker de rige skal betale mere i skat.

Men desværre formår Ugebladet A4 ikke altid at lave valide undersøgelser, som siger noget som helst andet, end hvad de selv ønsker at tolke.

Undersøgelsen mener ud fra sin survey, foretaget af YouGov, at;

… afslører, at danskerne ikke alene hylder det grundlæggende princip om, at de bredeste skuldre skal bære mest, men også at der er markant store borgerlige vælgergrupper, der ligefrem mener, at de bredeste skuldre bør bære mere, end de allerede gør.

Præsenteret for undersøgelsen, siger blandt andet socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, at;

Undersøgelsen hamrer en tyk pæl igennem den påståede højredrejning af samfundet, som er rent højreorienteret spin. Den viser, at danskerne stadig er et folkefærd, der vægter solidaritet højt. Og det glæder mig ubeskriveligt meget,« siger han.

Men gør den nu også det?

Så sent som i februar, vidste en anden holdningsundersøgelse fra YouGov, at et lille flertal af danskerne sågar mener, at der rum for skattelettelser, mod et lille mindretal året forinden.

Kan man mon med rette sige, at undersøgelsen derfor hamrer en pæl igennem en påstået højredrejning? Og kan man med rette sige, at nogle har påstået samfundet er blevet højreorienteret? 

Et par interessante befolkningsundersøgelser foretaget i 00’erne har fortalt det stik modsatte.

Hvem er de rige?

Hvis højere indkomstskat på de rigeste giver mening, så skal det som udgangspunkt dække mere end millionærerne. Ellers har en forhøjelse kun meget lille, eller ingen effekt. En beregning foretaget af de økonomiske vismænd, viser sågar, at der vil være et nettotab på en halv milliard kroner, hvis man hæver marginalskatten med 6 pct. point for de 10 % rigeste.

En undersøgelse viste for to år siden, at danskerne systematisk undervurderer deres velstand. I dag hører eksempelvis politibetjente og skolelærere til blandt de tyve procent rigeste danskere, og må derfor være dem der skal spænde selen endnu strammere for, i så fald de rige skal bidrage med mere.

Rent konkret, betaler omtrent 770.000 danskere i dag topskat. Denne gruppe udgør knap 30 % af den samlede arbejdsstyrke på ca 2.700.000. Alene 20 % af de topskatbetalende danskere står i dag for omtrent halvdelen af de personlige indkomstskatter. 20-30 % af danskerne, må med al rimelighed altså betegnes som ”de rige”.

Mon undersøgelsens deltagere tænkte på disse store fag- og indkomstgrupper, da de blev spurgt om ”de rige” skal betale mere?

Man kan derfor stille det meget oplagte spørgsmål, om svarprocenterne ville være de samme, hvis undersøgelsens deltagere havde konkret viden, omkring hvor stor en del af danskerne allerede bærer det tunge skattelæs.

Noget tyder på i undersøgelsen, at en stor del af danskerne (25%) netop ikke har en fjerneste idé om, at det danske skattesystem i høj grad netop hviler på princippet om, at de bredeste skuldre betaler mest.

Metodisk sjusk

Noget helt andet i undersøgelsen man også kan pege på er, at der faktisk er en stor del af danskerne som ikke ønsker de rige skal betale mere til fællesskabet. Jeg har svært ved at se, hvordan hverken enig eller uenig kan tolkes som meget andet end en skepsis over for en øget skat over for de rigeste. Regner man således denne kategori med som uenig i udsagnet, så kan man se, at et flertal af danskerne rent faktisk er imod øget beskatning, taget partiernes tilslutning i meningsmålingerne i betragtning.

En helt tredje ting man bør bemærke i undersøgelsen er et par besynderlige svar. Kan det eksempelvis virkelig passe, at hele 95 % af SF’s vælgere vil hæve skatten for de rigeste, mod kun 84 % af Enhedslistens vælgere? Måske skyldes det, det lave antal respondenter. I så fald kan man stille spørgsmål til hele undersøgelsens validitet.

(opdateret 18. april) En sjov ting der er værd at bemærke er desuden, at de vægter de 8 partier lige højt, og finder gennemsnittet af disse, når de skal udregne gennemsnittet af befolkningen der er tilhænger af de rige skal betale mere. De giver med andre ord eksempelvis Konservatives vælgere lige stor værdi som Venstres. Eksempelvis finder vi antal procent i mod er 8+29+52+1+57+30+43+2 / 8 = 27,75, svarende til deres gennemsnit. Dette passer på resten af tallene med et udsving på 2 pct. point. 

Alt i alt mener jeg ikke man kan tolke ret meget med sikkerhed i YouGovs undersøgelse. Tvært i mod, bør man være enormt skeptisk over Ugebladet A4’s konklusioner på baggrund af undersøgelsens resultater, da vi egentligt intet reelt får at vide om danskernes holdning.

Analysen af Venstre

I store dele af analysens bruger A4 krudt på at påpege de udfordringer Venstre kan få, når det på sigt skal træffe valg om skattepolitikken. Og netop denne del af undersøgelsen er i høj grad relevant, da Venstre i dag er større end de tre regeringspartier tilsammen. En del af Venstres seneste tilslutning kommer i dag fra de blå socialdemokrater, og det kan måske derfor heller ikke overraske, at en stor del af Venstres vælgere netop derfor er tilhængere af de-brede-skuldre-princippet.

Viser undersøgelsen i virkeligheden så noget, som man i Venstre eller hos en nogenlunde politisk begavet borger ikke allerede ved? At Venstre skal finde sine ben mellem røde og blå venstrefolk, hvis de vil bevare den store opbakning?

Well – no shit Sherlock.

Undersøgelsens design kan ses her:

Tweet

Ron Paul 2012

Det republikanske præsidentkandidatvalg 2012

Har Ron Paul en chance i det republikanske primærvalg? I nat står slaget i Iowa.

Kampen om hvem der skal stille op som republikanernes præsidentkandidat er gået ind i sin spæde start, hvor de første caucuses og primærvalg er undervejs og der skal findes en ny frelser for den amerikanske nation.

Hvad denne måske kommende præsident vil stå over for er ikke småting. En historisk høj statsgæld, en arbejdsløshed der synes umulig at knække og ikke mindst, et både økonomisk og udenrigspolitisk ustabilt samfund, hvor et gældsplaget EU kan vælte korthuset endnu engang, et atombevæbnet terrorinficeret Pakistan, et atomvåbenhungrende Iran, en ny ukendt Nordkoreansk leder, et kaotisk Mellemøsten og mange andre forhold gør det fortsat udfordrende at være både verdens politimand og frelser.

Men hvordan kan vi egentligt forvente at en republikaner vil drive ind- og udenrigspolitik med disse udfordringer in mente?

Svaret står ikke lysende klart, fordi der som regel er meget stor forskel fra hvad man siger og hvad man gør, før og efter et valg. I 80’erne og 90’erne måtte Reagan og Clinton erkende, at de begge havde store vanskeligheder med at gennemføre deres politik takket været en genstridig kongres. 


Obama gik på valg på håb, tro og vilje - samt et par konkrete politiske løfter.

Desværre for amerikanerne, har de tomme floskler ikke rykket meget. Og det må Obama sande hvis man ser på de seneste tal over arbejdsløsheden og den økonomiske vækst. Ligeledes har han på nogle centrale områder fortsat Bush’ udenrigspolitik, ligesom han på andre områder har optrappet de militære operationer, eksempelvis med et rekordstort antal droneangreb over Pakistan og deltagelse i den dog foreløbigt succesfulde Libyenkrig. Lukningen af Guantánamo har Obama måtte udsættes, men tilbagetrækningen af USA’s kamptropper, samt succesen i Libyen må dog siges at være en foreløbig fjer i hatten.   

Så selv om republikanerne stiller op med et felt af kandidater som under normale omstændigheder vil være chanceløst mod et ellers godt mobiliseret demokratisk parti og en siddende præsident (som historisk altid er svær at slå), ja så er de ikke her helt uden chancer.

De tre republikanske kandidater har hver deres styrker og svagheder, som i sin absurde sammensætning kan være med til at vinde dem nomineringen, og samtidigt koste chancen for at slå Obama i 2012. Styrkerne vil gøre at kandidatløbet kan risikere at løbe helt til sommer, mens svaghederne de enkelte kandidater står for, kan koste dem magten mod Obama. De primære svagheder hos det republikanske parti er, at de ikke formår at samles om én kandidat, som man i høj grad også så i 2008 med McCain.

Mine forudsætninger for at skrive om de tre kandidater er begrænset til Paul. Jeg har læst et par af hans bøger, og følger hans kampagne og de debatter han deltager i sammen med de øvrige kandidater

Ron Paul 2012

Ron Paul er i virkeligheden ikke republikaner. Han er heller ikke en libertiner som den dygtige USA-korrespondent Steffen Gram fortalte i Radioavisen forrige uge. Ron Paul er libertarianer, hvilket vil sige, at han i dansk sammenhæng kan sammenlignes med "ultraliberale" Anders Samuelsen. Han er den dreng i klassen, som råber og råber, men ingen rigtigt lytter til, og ingen rigtigt ønsker at debatterer imod, selvom store dele af befolkningen, og store dele af højrefløjen har en eller anden grad af sympati for hans holdninger. Medierne har indtil for nyligt stort set heller ikke interesseret sig for ham, hvilket har betydet, at han er blevet stærkt underrepræsenteret i både valgdebatter, samt nyhedsdækningen.

Men Paul, også kendt som Doktor No, er et internetfænomen. Han har med sine ukuelige principper vundet en stor respekt fra især de unge hypermobile vælgere, som har båret hans kampagne afsted i et tempo, som vi sidst så fra Huckabee og Obama i 08, som var blandt de mest succesfulde kandidater i deres partier.

Paul og bevægelsen bag ham har satset alt på Iowa. I dag står han meget lige med Romney i surveys fra Iowa, og har på sin vis allerede vundet, da medierne har fået øjnene op for ham, ligesom han selv med et mindre nederlag i staten, må betragtes det som en sejr, hvis man tager opløbet i betragtning.

Det Paul vinder så meget på, er hans nej til big-goverment og alt hvad det indebærer. USA's tropper skal trækkes hjem fra Irak, Afghanistan og USA skal stoppe med at intervenere i andre landes forhold ved undercover CIA-operationer eller militær tilstedeværelsen af militærbaser rund omkring i verden. Paul er en sand isolationist.

Paul mener også, at regeringen ikke skal blande sig i folk liv, ligesom han tror på deregulering, samt en nedlukning af USA's centralbank, som han i høj grad beskylder for at være en delvis årsag til den finansielle krise og mange andre dårligdomme, såsom inflation.

I hvilken grad Paul kan gennemføre disse ønsker afhænger i meget grad af USA’s politiske system som i høj grad har mulighed for at blokere præsidenternes beslutninger gennem dets sindrige checks and balances system.

På denne side kan man få en særdeles god oversigt over de områder hvor kandidaterne differentierer sig på udvalgte politiske områder. Paul er en sand enspænder, da han markerer klare politiske synspunkter.  

Har Paul en chance?

Ifølge tidligere refererede Steffen Gram fortæller det alt om republikanernes svage felt, når en kandidat som Ron Paul står til at vinde Iowa, da han umuligt kan vinde valget

.

Måske får Paul meget svært ved at vinde præsidentvalget, men der er flere ting der taler for at han kan overraske. Hans kampagne er meget energisk og trods han ikke har samme økonomiske formåen som eksempelvis Romney og Perry, står han alligevel for en pæn kontinuerlig kampagneindsamling som giver et rimeligt råderum til kampagne.

Paul har desuden også den fordel, at han som tidligere nævnt ikke rigtigt bliver taget seriøst. Hans politiske modstandere i ræset bruger ikke mange kampagnemidler på at køre en negativ kampagne på Paul, men i stedet for bekriger de hinanden. Romney har eksempelvis kørt meget hårdt på Gringrich i hele december måned, hvilket samtidigt med Gringrich eksotiske udmeldinger givetvis har medført, at han hurtigt blev slået af pinden som frontrunner i Iowa og andre stater. Men det kan komme Paul til fordel. Nok har Romney en velfunderet økonomisk base, men opbakning blandt de republikanske vælgere har han ikke. Romney har flipfloppet gentagne gange, og han er ikke vellidt blandt særligt teaparty-bevægelsen.

Hvis Romneys øvrige modkandidater falder fra, hvilket de foreløbigt hat gjort pga. deres egen inkompetence, som Cain og Perry, så kan deres død føde en kandidat som Paul, som i høj grad kan ses som teaparty-bevægelsens leder.   

Paul står også som en af de stærkeste kandidater mod Obama, som flere undersøgelser har vist. Sammen med Romney er han den af kandidaterne der kommer tættest på Obama i en heads-up måling blandt et repræsentativt udvalg af amerikanske vælgere. Forklaringen synes at være, at Paul kan fange en masse uafhængige vælgere, samt en del demokrater, som normalt aldrig vil stemme på en konservativ kandidat.

Får Paul medvind og vinder Iowa og får han et flot valg i New Hampshire kan der ske noget voldsomt i republikanernes kandidatræs. I 1992 led den amerikanske nation under stor arbejdsløshed og det tvang en ellers populær George Bush fra magten i et overraskende jordskredsvalg til Clinton. Men hvad mere interessant er, at der samme år stillede en uafhængig præsidentkandidat op, som gik til valg på en række meget kontroversielle emner ligesom Ron Paul. Manden der stillede op, var den excentriske mangemilliadær Ross Perot, som formåede at ligge i spidsen mod de to etablerede kandidater i en rum tid inden han af forskellige årsager tabte valget og blev 3’er med 19% af stemmerne.

Hans relative succes skyldtes den økonomiske situation. Om situationen kan sammenlignes med 1992 er måske lidt tvivlsom, men det viser bare, at der findes en kattelem for et overraskende præsidentvalg, og Ron Paul er nok manden der om nogen har chancen for at tage teten og levere overraskelsen.

Det starter i nat med en markant sejr til Ron Paul i Iowa. 

Tweet

Tortur virker ikke

I den republikanske præsidentkandidatkampagne i USA blev waterboarding for nyligt bragt på banen som et valgtema under en GOP debat. Flere af kandidaterne udtrykte en vis sympati for de metoder der blev brugt under Bush, og støttede principielt set genindførelsen af den kontroversielle "forhørsmetode".

Og det er en skam. Dels fordi det er en forbrydelse mod menneskeheden og dels fordi det ikke virker.

Uskyldige knækker nemlig let under pres

Tweet

Thor og moralen

Tidligere i dag har skatteminister Thor Möger Pedersen være ude og forklare og promovere sit projekt om at revolutionere kampen mod sort arbejde. 

"Det der har været regeringens mål med pakken er at sikre, at lovgivning og moral følges ad. Hvis samfundet skal have respekt for vores skattesystem skal det være fair og vi skal synes, at det er indrettet fornuftigt,"

Ligeledes har man kunne høre ministeren i radio og tv tale dunder mod danskernes skattemoral. 

Hvorfor der ikke straks opstår et oprør, når en hvilken som helst politiker forsøger at tale til vores moral ud fra gældende lovgivning, og i særdeleshed en 26-årig mand uden nogen som helst erfaring eller tilknytning til andet end det system, som han selv ernærer sig fra, er mig en gåde. 

Her føler jeg mig fristet til at trække nazikortet og huske på, hvad moral er og hvorfor staten ingenvis bør definere denne. Jeg tror mange af de overlevede og efterkommerne af jøderne fra Oscar Schindlers fabrik, er særdeles eftergivende over hans mangel på moralske kodeks, som den nazistiske stat i al dens sygelighed definerede både gennem lovgivning og folkelig forførelse i medierne. Det tror jeg også den tyske befolkning har været i selvransagelsen af deres forbrydelser. 

Vi lever i dag med en kolossal stat der på mange måder overskrider ufatteligt mange grænser hos den enkelte - og som jeg jeg udmærket forstår, hvorfor mange danskere med hver deres begrundelse helst ikke vil betale skat, eller i hvert fald vil undgå at betale så meget som muligt.

Jovist. Staten sørger gennem omfordeling, at sørge for det såkaldte fællesskab. Staten sørger for pleje til de ældre, undervisning til de unge og sygeforsikring for alle. 

Er det umoralsk at unddrage sig tvangsopkrævningen til det fællesskab? Tjae. Jeg vil vove at påstå, at vi selv uden staten sagtens kunne tage sig af de unge, gamle og syge. Netop i kraft af vores moral.

Er det moralsk at betale skat, når pengene blandt andet går til krigene i Afghanistan og Irak, fri og statsfinancieret abort, krænkelse af ejendomsretten og overvågning af borgerne?

Man kunne blive ved.

Selvfølgelig kan statens love og handlinger aldrig blive moralske. Moral kan aldrig hæves til et fællesskabetisk statsligt projekt. Moral er et begreb, som den enkelte selv må definere, enten alene eller i de frivillige fællesskaber vi indgår. 

Men det kunne selvfølgelig aldrig falde en socialist ind, at tænke den tanke.

Tweet

Fattigdom er sundt

Joakim von And (Don Rosa)

Med Joachim B. Olsens kontroversielle og højt omdiskuterede bemærkning på facebook, er en uhyre interessant og sund debat opstået.

Forskellige interessentgrupper har taget stilling og skyder tilbage med mere eller mindre ligeså bombastiske udsagn som JBO.

Blandt andet siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, at JBOs. påstand om, at der ikke findes fattigdom i Danmark, er det rent vrøvl eller mangel på viden.

Jan Sjursen tager i samme interview bolden op, og siger, at fattigdom bør være relativt, da man eksempelvis ikke kan sammenligne dansk og indisk fattigdom. 

Det er her den interessante diskussion opstår.

Danmark har -ingen- absolut fattige, som i eksempelvis Indien. Alle kan få hjælp. Der er ganske vist mennesker, som ikke kan håndtere den hjælp offentlige eller private organisationer tilbyder, men det ville være absurd at sige, at folk er direkte fattige af den grund.

Tager man det standpunkt – så har JBO uendeligt meget ret, og at gøre fattigdom til et semantisk begreb der kan bruges efter forgodtbefindende, er i sandhed manipulerende. Det må Jan Sjursen og alle andre velmenende væsner anerkende, medmindre ordet netop ikke har en absolut betydning, men kan gradbøjes efter hvordan vinden blæser.

Gør staten først op hvad fattige er, og bruger skattekroner på ”fattigdomsbekæmpelse” i Danmark, er det ikke bare en hån mod fattige i den tredje verden, men også en hån mod skatteborgerne, som forhåbentligt hellere ser, at hvis staten absolut skal bekæmpe fattigdom, så skal de ved gud sendes ud af landet, hvor hver enkel krone og øre kan gøre forskel mellem liv og død – modsat i Danmark, hvor spørgsmålet nærmere måtte være, om der skal flæskesteg eller gås på bordet. 

Ligeledes ville det også være enormt hyklerisk, at se staten tage med en hånd, i form af afgiftsforhøjelser på basisvarer som sukker og fedt, samt luksusvarer som tobak og alkohol, og give af den anden hånd til samme gruppe, som om nogen netop bliver fattigere af disse bebyrdende skatter, uanset hvor nobelt målet måtte være. 

Antager vi alligevel, at fattigdom er relativt, så vil det for de flestes vedkommende ikke være permanent, men midlertidigt. Klarer man sig på de midler, man på den ene eller anden måde får stillet til rådighed, så har man med stor sandsynlighed gjort det med stor kreativitet og sjælelig accept af, at materielle goder ikke er ubegrænsede, men noget man bør sætte pris på. Og det er vel ingen dårlig ting at lære børn?

Det kan også skabe enormt meget dynamik, at man kommer fra svære kår, da det ofte fordrer stor arbejdsflid og moral at løfte sig selv ud af en vanskelig tilværelse, som alt andet lige bør kommer folk til gode senere i livet. 

Kunne man eksempelvis forestille sig, at en af Danmarks mest succesfulde iværksættere, Simon Spies, havde haft samme succes hvis han ikke var vokset op under trange kår, som det bød sig at være skilsmissebarn i 20 og 30’erne?

Med en hård opdragelse i ryggen og økonomisk mådeholdenhed, lærte han sig et grundprincip om kun at bruge halvdelen af sin fortjeneste og spare den anden halvdel op, hvilket viste sig at være en af byggestenene for hans succesfulde forretningsimperium.

Kunne man forestille sig, at finans- og gældskrisen måske kunne være afværget, hvis de respektive befolkninger verden over, med samme princip om tæring efter næring, lært af dårlige tider, havde holdt sig fra mistænkelig lave renter og godmodige banker, og samtidigt afsat de uansvarlige politikere der med bind for øjnene bidrog til de enorme gældsophobninger, man tillod under gode tider?

Dansk velfærd på godt og ondt, tilbyder alle muligheder for selv at sprænge statistikken og bryde ud af ”fattigdommen” og sikre sig og sine en økonomisk god tilværelse. Ligeledes sørger civilsamfundet i form af velgørenhedsorganisationer, familie og venner, for at hjælpe dem som har allermest behov, sponsoreret af frivillige bidrag eller medmenneskelig omsorg, på en måde som staten aldrig nogensinde vil kunne matche.

Fattigdom, i dansk sammenhæng, er med andre ord ikke noget som er udelukkende negativt. Ligesom når man overkommer svære sygdomme, så lærer man at sætte pris på det man har - ligesom personlig integritet, medmenneskelig omsorg og stærke netværk dannes under svære kår - som i sidste ende måske kan bære en igennem resten af livet, med en større lethed end ellers.

Hvorfor skal staten dog frarøve os denne lærerige del af livet?

Tweet

En rød liberal regering?

Det er næsten besynderligt at læse regeringsgrundlaget, fordi man som borgerlig ikke bør rynke særligt meget på næsen over det foreløbige udspil fra den nye regering, ligesom vi også har set tilkendegivelser omkring tilbagerulning af uliberale love, ligesom den sågar også fremmer andre liberale poltikker, hvor VK-regeringen sad fast. 

Man havde ellers alt at frygte med halve løfter om millionærskatter, bankskatter, uddannelsespant og så videre. Men i stedet ser det ud til, at vi har fået en regering som på en række punkter fører langt mere liberal politik, end den gamle formåede at gøre på 10 år, både økonomisk og værdipolitisk. Ren konkret ser vi blandt andet, at efterlønsreformen gennemføres med røde stemmer. Vi ser millionær og bankskatten droppet, med samtidige løfter om flere skattelettelser på indkomstskatten.

Lettelser i indkomstskatten er noget som de fleste af landets økonomer har skreget efter i mange år, givet vores manglende konkurrenceevne, og noget som VK-regeringen, af frygt for vælgerne, ikke turde gå på valg på. Det er lettere tragikomisk at se økonomiske reformer for at sænke indkomstskatten bliver gennemført af en rød regering, efter et valg, hvor Danmarks Liberale Parti afviste enhver tanke om så.

Desuden bliver det nemmere at blive familiesammenført, og asylansøgerne må bo og arbejde uden for centrene. 

Her bør man som liberal takke regeringen for, at tage et par intelligente skridt mod at reformere den særdeles uliberale udlændingepolitik der har været ført an med DF i alt for mange år.

Suspendering og mulig afskaffelse af værnepligten er også en del af det kommende regeringsgrundlag. Værnepligt er og bliver et af de mest grove indgreb mod individets frihed, og har ingen som helst relevans for et land i fredstid. Det kan man som liberal kun hilse velkommen og rose til skyerne. Den omdiskuterede knivlov bliver afskaffet. En lov som blev vedtaget i al hast, og har straffet talrige personer, som politikerne aldrig havde intentioner om at straffe, ligesom flere sager måtte igennem højesteret, for at omstøde de minimumsstraffe, som der blev gennemført ved loven. Det kan man som liberal kun hilse velkommen, da loven i helt urimeligt omfang generaliserer og kriminaliserer befolkningen i et uhørt omfang. Noget som selv De Konservative måtte erkende. 

Jeg hæfter mig øvrigt ved, at den nye skatteminister, som man bør frygte alt fra, alligevel har meldt ud, at multimedie- og iværksætterskatten skal afskaffes. To skatter, som en borgerlig regering har gennemført, trods massive protester og irritation fra dansk erhvervsliv. 

Desuden har skatteministeren planer om at skære i erhversstøtten. Hurra for det. Erhversstøtte bliver aldrig liberalt, da virksomheder kun bør fungerer på markedsvilkår. Jeg er naturligvis bekendt med alle de områder, hvor den nye regering gør ondt værre, men jeg finder det alligevel relevant at nævne områder, hvor man som liberal borger bør give anerkende regeringens på nogle områder fornuftige kurs. Spændende bliver det at se, hvordan virkeligheden ser ud om 4 år, men foreløbigt ser vi en rød regering videreføre centrale dele af den forrige regerings økonomiske politik. 

Og det med en statsminister, som åbent har meldt ud, at skattelettelser for selv de rige, er helt OK. 

Tweet

Jeg er træt...

Jeg er træt af flere ting i valgkampen...

Jeg er træt af underlige nærbilleder mellem en kandidat, hvor der samtidigt skiftes konstant mellem modparten, så man aldrig går glip af reaktionen fra den anden politiker. (Den er særligt til jer TV2!). Kan vi dog ikke bare nøjes med at holde fokus på vedkommende der taler. Det andet er at tage fokus fra indhold. Og det er i forvejen sparsomt.

Jeg er træt af, at valget konstant udråbes som det vigtigste i lang tid. Hvorfor er det SÅ vigtigere end andre valg der har været tidligere? Giver det ikke først mening at udråbe et valg værende vigtigt efter nogle år, når man rent faktisk kan se konsekvenserne af den førte poltik? Og udråber medierne snart ikke hvert eneste skaldede valg - som det vigtigste?

Jeg er træt af den håbløse og tåkrummende ringe inddragelse af de sociale medier, som DR og TV2 efter al tydelighed ikke har fattet en bjælde af. Nej. Vi gider ikke hører på Bjarne Petersens ligegyldige kommentarer, som vi i forvejen bliver bombarderet med på facebook - eller selv kan opsøge, hvis vi mangler noget ligegyldigt indhold i vores liv. Og vi gider heller ikke have refereret det politikerne skriver på de sociale medier. Hvis vi ønsker at læse deres øregas, så kan vi godt selv finde ud af at finde og følge dem.

Jeg er træt af den evige melding fra medierne ved valgets start, at vi nu kan forvente en hård tone og en beskidt valgkamp, samt at bliver det dyreste og nogensinde.
Siger medierne ikke det op til hvert eneste valg? Hvordan er det gået indtil videre? Selvfølgelig bliver det dyrere gang efter gang. Trods et par magre år, så bliver vi konstant rigere og rigere, og det kanaliseres selvfølgelig også ud til partierne. Film og sport får også over tiden højere og højere budgetter. Whats the big deal.

Jeg er træt af politikerne taler til laveste fællesnævner. Det har de altid gjort, særligt i valgkampe, men jeg bliver ikke mindre træt af det i denne her valgkamp. Er vi danskere virkelig så dumme, at vi helst ikke skal belemres med tal og tekniske udredninger i en debat? Hvis vi er, kan I så ikke diskutere værdidebat. Der kan vi da være med, og det er da noget alle kan forholde sig til. Vi kunne starte med at stille spørgsmål til om fællesskabet skal stå over individet? Værs'go. Der er masser af krudt til en god diskussion.

Jeg er træt af, at der bliver talt ned om blokpolitik. Hvis en borgerlig liberal politiker, går ind for mindre stat, lavere skat. og mere frihed, hvor skal han så nogensinde kunne søge et meningsfuldt kompromis med sin modpart, hvis forudsætningen for at sænke, skære, frisætte et sted, er at jeg øger udgifterne eller udvider loven et andet sted.

Jeg er træt. Nej. Jeg er virkelig træt og irriteret over den barnagtige tilgang TV-stationerne har til meningsmålingerne. I går så jeg i forlængelse af 21 TV-avisen, at Løkke og Thorning kun var 5 mandater fra hinanden i en 51-49 procentvis favør. Intet er afgjort. Spændingen er tilbage. Alt er i spil. Hele udsendelse gik så på, at få reaktioner fra Thorning og analysere hvorvidt hun følte sig presset og om rød blok havde lavet fejl i deres kampagne.
A R G H ! De baserede altså hele deres dækning på ét analyseinstitut. Ét. Altingets vejede gennemsnit af målingerne, samt berlingskes valgbarometer og de daglige meningsmålinger fra de andre institutter viste alt andet end "dødt løb". De viste nærmere, at stillingen var status qou og der reelt set ikke var flyttet nogle stemmer siden udskrivelse af valget.

Jeg er træt over, at der er stadigvæk er 9 lange dage til valget...

Tweet